23948sdkhjf

Miljøorganisation vil have pantordning på plastikposer

Plastic Change roser melding om dyrere plastikposer, men anbefaler at indføre pant på poser på tværs af kæder.

Statsminister Mette Frederiksens melding om højere afgifter på plastikposer og stop for udlevering af gratis poser er et skridt i den rigtige retning.

Sådan lyder det fra miljøorganisationen Plastic Change. 

- Det er svært at sige, hvor meget det kommer til at batte. 

- Men det er en stærk udmelding, der viser, at regeringen prioriterer området, siger strategisk direktør Anne Aittomaki.

Mette Frederiksen (S) siger til Politiken, at hun vil fordoble afgiften på plastikposer og engangsservice.

Det vil betyde, at en plastikpose vil blive 50 øre dyrere at købe.

Samtidig lægger statsministeren op til at forbyde udlevering af gratis poser.

Selv om statsministeren ifølge Plastic Change er på rette spor, skal der ifølge organisationen tænkes helt anderledes, hvis man for alvor skal tage livtag med plastikforbruget.

- Vi kunne godt tænke os, at man i højere grad kommer væk fra en tankegang, hvor man tænker, at plastikposer er noget, der anvendes én gang, siger Anne Aittomaki.

Derfor foreslår organisationen, at man laver en pantordning for plastikposer og sætter en pris på 20 kroner.

- Hvis man laver sådan en ordning, så skaber man et lukket system, hvor man tilfører plastikposen en værdi.

- Der er ikke mange, der vil gide at samle en plastikpose op på gaden, hvis den koster få kroner. 

- Men koster den 20 kroner, skal den nok blive samlet op. Og så skaber man et lukket, cirkulært system på tværs af supermarkedskæderne, på samme måde som vi kender det fra vores flaskesystem, siger Anne Aittomaki.

Hos WWF Verdensnaturfonden er der opbakning til idéen.

- Vi lavede sidste år et forsøg i Netto, hvor der blev indført pant på poserne på Fyn og Bornholm. Det havde en effekt. Salget af plastikposer faldt, og folk leverede poserne tilbage. 

- Det kræver noget infrastruktur, for det er lidt vanskeligt at håndtere for medarbejdere ved kassen. 

- Men hvis man forestiller sig, at der kommer et setup, som minder om det, man har på flasker, så er det en strålende løsning, siger generalsekretær Bo Øksnebjerg.

Netto droppede dog siden ordningen, fordi det ikke lykkedes at finde en god håndtering af returposerne.

Statsministerens forslag ventes at blive en del af regeringens kommende finanslov og vil ifølge regeringen indbringe 200 millioner kroner i statskassen i 2020.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079